¿Qué hemos hecho?: Rejsen vækker gåden

Lærke og jeg har rejst mange steder i verden efterhånden. I Danmark, Europa, Afrika, Nordamerika og nu Sydamerika. Alle steder formår naturen at imponere os begge. I Danmark måske mest i de små detaljer. Et sommerfuglepars parringsdans. Måden en bugtet vej overrasker og afslører gemmestedet for en skrøbelig jordbærbusk eller et glemt bindingsværkshus. Regndråbers dirrende og slidende bevægelser over vinduerne. I Bolivia nok mere i de ubegribelige størrelser. Naturens overdrevne dimensioner her, nærmest overskygger og overflødiggør detaljerne. Italienstørrelses bjergmassiver. Kridhvide saltørkener, som deler overflademål med Sjælland og Fyn tilsammen og i dybden rækker flere kilometer lodret mod jordens kerne. Detaljerne findes her, men modsat Danmark, udgør de ikke helheden. De forsvinder i denne. Et sted imellem Bolivia og Danmark – rent naturmæssigt – placerer jeg den atlantiske regnskov i Brasilien. Bregner kæmper med bredbladede aloe vera-planter om pladsen, lyset og vandet i skovbunden, mens hver enkelt palme, 10-15 meter højere oppe, kaster sin krone mod himmelen i håbet om at solens stråler synker ind i netop sine blade og her frigiver energi til fotosyntese. Midt imellem disse to domæner indfinder lianer, klatrebambus og kæmpebregner sig. Jeg fornemmer, at kæmpebregnerne en gang var almindelige bregner, som med stor succes i underskoven fik mod på større udfordringer og gevinster på solsiden. Med disse på hjerte lagde de sig ud med de majestætiske palmer i kampen om det stærke og uspolerede sollys. Deres placering, hævet over de jordiske bregner men underkastet de overjordiske palmer, fortæller en lidelseshistorie, hvor palmernes gejstlige fascisme alligevel blev for stor en mundfuld. Med nederlagets smerte fasttømret i stammen opholder de sig i dag imellem himmel og jord. For svage til kampen mod palmerne og for stolte til at returnere til almindelig bregnehøjde og her stå ved eget overmod.

Her i den atlantiske regnskov er detaljerne allestedsnærværende og eksisterer både i sig selv og som del af helheden. Her får vi for alvor følelsen af ælde. Stop. Lugt. Lyt. Føl. Følelsen af altings begyndelse og ende ligger åbenbaret i hvert blad og hver en lyd. Vi går langs kysten. Rytmen og brølene fra brændingen er voldsom og monoton. Den urgamle rytme er den samme som altid og forbliver således. Visionen af verden i den atlantiske regnskov er en vision, hvor mennesker, tid og retning er uden betydning. En vision, som vi trives i. Her vækkes vores eventyrlyst, og gåderne står i kø for at blive løst.

Efter mange hårde og nedslidende måneder på projektet er dette vores første belønning i form af ferie. To uger i Brasilien. Brasilien har for os aldrig været andet end Ronaldinho, brystimplantater, Copacabana og lidt for mange mennesker. Heldigvis, og som det ofte er tilfældet, blev vores fordomme gjort til skamme. Det vil imidlertid være snyd at sige, at vi inden afrejse ikke havde lavet forarbejde og ikke havde, om ikke andet, så en mild grad af forventninger til Brasiliens natur. Men aldrig havde vi forventet det, vi fandt.

Vi landede i Sao Paulo den 5. september. Samme dag ankom vi om aften til den lille kystby, Sao Sebastiao, fire timer i bus fra den overrendte millionby. En nat på middeldårligt hotel og vi var klar på at indtage øen, Ilha Bella, som ligger ud for byen, der netop havde givet os logi. Efter en sikker overfart og 40 minutter i bus, stod vi af ved endestationen. Her ventede små fem timers trek med hver 20 kilo på ryggen til vores hotel ”Canto Bravo”. Naturens omfang slog os omkuld, og fik os de første timer til at glemme alt om rygsæk, fødder og sandfluer (myggens lede fætter, som efterlader løbende blod og en voldsom kløe, der hvor den bidder). Lærke og jeg følte os ét med naturen og i høj grad hinanden. Væk var bolivianere og daglige gøremål på projektet. Vandreturen ud til vores hotel, som det lange trek vil føre os til, var ikke kun en fysisk rejse, men i høj grad også en indre, hvor hver kilometer tilbagelagt bragte os tættere på kvalitetstid som kærester og længere væk dagligdagens trivialiteter i Bolivia.

Da jeg var dreng, sagde min far altid, når jeg beklagede mig over manglende gøremål, at det er sundt at kede sig. Jeg har aldrig, ej heller som voksen, været enig med ham – det er rart at være i gang og tilfredsstille sin virketrang. Men på vores hotel, i midten af den brasilianske regnskov, forstod jeg med al tydelighed, hvad han havde ment. Dengang sagde han det måske nok mest, fordi han ønskede, at jeg skulle acceptere min øjeblikkelige kedsomhed, hvilket jeg i øvrigt aldrig gjorde. Han havde næppe forhåbninger om, at jeg i så ung en alder kunne se værdien i at lave ingenting. Måske skal man have været overbebyrdet i en voldsom grad i lang tid, før man for alvor ser værdi i kedsomhed. Hvis det er sandt, så var Lærke og jeg i udtalt grad kvalificerede til at optage denne nye indsigt. Foruden brætspil, indtagelse af den smukke natur og det overvældende hav samt en fisketur, kedede vi os en masse – og det var det bedste længe. Efter fire fem dage i kedsommelighedens højborg, var vores dage som frontkæmpere for kedsomheden talte. Klar på nye eventyr sejlede vi en tidlig morgen mod fastlandet, hvor vi først tilbragte fire dage i luksus. Det lille boutique hotel ”Ilha de Toque Toque” tog imod os med espresso og udsigt til nektarindtagende kolibrier og andre fugle i alle regnbuens farver. Naturen var her tæmmet og på den måde ikke så overvældende. Men med første 50 sandfluebid under bæltestedet, var vi klar til luksus, hårdtørrer, tjenere og soldyrkning ved poolen. Da vi kørte mod Sao Paulo, hvor vi havde to nætter inden hjemrejsen til Bolivia, var vi mærkeligt nok klar til arbejdspres og trivialiteter på ny. Det tyder på, at Aristoteles med sin gyldne middelvej ramte plet. Vi er i hvert fald ikke skabt til kun arbejdspres eller kun kedsomhed. Det første kan være sjovt og udfordrende. Det andet kan simpelthen være sundt, som min far sagde.

/Sigurd