¿Qué hemos hecho?: juni 2013

”Nu skriver jeg det”, sådan har mit hoved fortalt mig flere gange, at det var tid til nok et blogindlæg fra mine hænder. Denne lille stemme har imidlertid været akkompagneret af en anden røst, som kun er steget i styrke og frekvens: ”Hvor starter jeg? Hvad er der i grunden sket? Hvad er gammelt, og hvad nyt?” og mange flere spørgsmål, som jeg endnu ikke kan svare på. Med fingrene på hjul af tankernes tour de memory lane, håber jeg at besvare nogle af de mange og insisterende spørgsmål.

Lærke havde ret. Projektet er kommet tættere på og er endelig blevet en naturlig del af vores liv herovre. Det lyder måske mærkeligt, men der følger også en forklaring med til denne kommentar. Fra dag et og indtil midten af april, har Lærkes og mit ophold været bundet til regnskabet, da det fra begyndelsen af den nuværende fase af projektet, som begyndte i juli 2011, og indtil nu har været præget af væsentlige fejl. Vi er begge på fornavn med regnskabet og kender det efterhånden som den trælse, ja faktisk dødirriterende grandfætter, som man til familiefesterne altid placeres ved siden af, da man har samme alder og køn. Man slipper altså ikke sådan uden videre af med vedkommende. Lærke og jeg tænkte, at hvis vi gav ham en masse opmærksomhed. Hele tiden var over ham. Rettede ham, når han lavede fejl. Når hans hår var redt mod højre, førte vi en kam gennem og lagde det mod venstre. Det blev altså en kamp på vedholdenhed. Vi stod fast på vores målsætning og fulgte den til dørs, så vi i midten af april, så os sat til bords med de fascinerende og flerdimensionelle bedsteforældre. Det var en skøn oplevelse, at kunne vinke farvel til vores kære grandfætter, men samtidig ved vi, at han fortsat skal rettes ind, idet han viser tegn på afvigelse. Nok om ham…

Flad rumpe og ture på landet = teori og praksis

Vi nyder at kaste os ud i arbejdet. For mit vedkommende har jeg prioriteret at sætte mig på min flade og læse nogle af de mange sider, som hver måned, gennem de sidste 10-12 år, er blevet skrevet ned og ført i vores projektarkiv. Her kan man læse om konflikter mellem danskerne og vores ansatte bolivianere. Ansættelsesforløb af nye bolivianere. Stærke oplevelser i forbindelse med ture på landet. Argumenter for rettelser i strategien og meget andet. Det fungerer som en slags teori på den praksis, vi laver herovre som projektledere. Det giver os de skuldre at stå på, som nøjagtigt løfter os op over det morads af praktiske gøremål og støj i øvrigt, som forplumrer det overblik vi ønsker os. På en måde bliver vores ture på landet det forum, hvor vi kan afprøve vores teori i praksis; og så alligevel ikke. Vi er jo kun med som observatører. Det er nok mere korrekt at sige, at vores ansatte, afprøver vores fælles teori og strategi i praksis. Og det er faktisk en fantastisk mulighed. Som Lærke rigtigt nok sagde forleden dag, så er det i virkeligheden kun vores ture på landet, der giver os danskere indblik i IMCC-Ulands arbejde. Her får vi muligheden for at se, hvordan der undervises, hvordan denne modtages, og derfor også om vi underviser korrekt. Et eksempel. Da vi i april var i Sacavillque Chico (læs evt. Lærkes sidste blogindlæg), så vi netop en af vores ansatte i aktion. Hun brillerede på mange måder, mens der også var mange kritikpunkter. Hendes iver blev undervisningens banemand. Cristina, som hun hedder, er super dedikeret til sit arbejde og endnu mere ambitiøs. Dette gør hende til en stærk ressource på holdet, men desværre kan det også give bagslag. Umiddelbart har det to konsekvenser. Dels brænder hun sig selv i begge ender, og var nær knækket under eget pres. Dels fylder hun for meget på de underviste. Deres videndepoter rummer plads til 200 milliliter informationer, mens hun hælder 5 liter på. Det betyder at meget plasker direkte ned på gulvet, og måske efterlader dem med en følelse af utilstrækkelighed, mens det også kan gøre de optagede informationer grumsede.

Turene på landet åbenbarede vigtigheden af disse ture. Uden viden og erfaring fra praksis, ekskluderes vi fra at styrke undervisningen fremadrettet.

Ny fugl på posten

I midten af maj måned sagde vores mest garvede og måske dygtigste medarbejder, Vicky, op. Efter mere end en dekade som tro og stærk medarbejder i hos IMCC-Uland, stoppede hun pga. personlige årsager. Det var et stort slag for os alle, og hele oplevelsen forværredes, da hun under sin opsigelse fik sendt en bredside af kritik mod os. Her forsøger vi at minde hinanden om, at Vicky gennem lang tid har været uengageret og i det hele taget medvirket til et til tider ”koldt” kontormiljø.

De seneste uger har været hektiske. Efter en uge kom hun tilbage og ønskede sit job tilbage. Hendes datter begynder i skole til foråret 2014, og Vicky har derfor brug for pengene fra jobbet. Dette argument var naturligvis svært at modstå som individer, da vi har en personlig relation til Vicky og hendes datter, men som organisation, var argumentet uholdbart og vi afviste det som en mulighed. Inden da havde vi i gruppen af danskere afklaret dette, og så i virkeligheden hendes opsigelse som en mulighed for en styrkelse af gruppen.

Nu arbejder vi på ansættelse af en ny koordinator på den aktivitet, Vicky var bestyrer af. Vi har fået mange henvendelser og tror glæder os alle til at rette blikket fremad med en ny og engageret medarbejder ved siden.

Malstrøm på Sky Hacienda

For anden gang i vore blot fem måneder i Bolivia besøgte vi hotellet Sky Hacienda. Denne gang i forbindelse med vores et-års bryllupsdag. Udsigten til tre nætter og fire dage i himmelen, gjorde godt allerede før vi ankom.

Alligevel skete der noget mere og ekstra, idet vi kørte indad porten til June og Eds hotel. Alle bekymringer om Vickys opsigelse, den dumme grandfætter og andre ubehageligheder, opslugtes som af en malstrøm. Lette om hjerterne kørte vi ind på hotellets grund. Fik varme og oprigtige velkomstknus af June og Ed samt deres dejlige to hunde. Indfandt os ved poolen. Hev bøgerne frem. Fik serveret kaffen af June. Så let er det.

Den ekstra overnatning, vi denne gang havde, betød en verden til forskel. Vi er enige om, at tre overnatninger er et minimum i fremtiden.

Søndag den 19. blev markeret med manér. Dagen forløb med den almindelige overflod af opmærksomhed, som er et særkende for Junes service. Alligevel fik den lige et ekstra spark i røven. På sengen fik vi champagne, chokolade og et personligt lykønskningskort. Aftenen bød på candle light dinner for two, hvor forretten bestod af rejer med hjemmelavet dyppelse. Til hovedret fik vi langtidsstegt lam, hvor kødet fald fra hinanden; mums. Og til sidst jordbærdessert. Undervejs blev der serveret champagne, vin og frisk kildevand fra deres egen brønd. Efter middagen trak vi os tilbage, spillede yndlingssange for hinanden og bare nød det.

…Vi kommer med garanti tilbage til June og Eds ormehul direkte til himmelen.

Væbnet pardyst

Dette er egentlig en begivenhed, som ligger langt tilbage, men jeg synes ikke, den skal glemmes. Lærke og jeg inviterede Jonas og Emilie til en dyst med æren og en flot pokal på spil.

Fem discipliner havde vi fundet frem til. Æggeskydning, knivkast, ølbowling, Partners (brætspil) og bilspil på ps3.

Det var en sjov oplevelse, hvor pigerne viste skarpe evner som skarpskydere af æg.

Det endte med triumf for de forkerte, men Lærke og jeg ser frem til omkamp og hævn i den nære fremtid. Hvis de to andre da tør at sætte ære og pokal på spil.

//Sigurd