¿Qué hemos hecho?: På landet

Det er efterhånden næsten umuligt at finde hoved og hale i hvor jeg skal begynde fortællingen i denne omgang. Der er sket så meget siden vi forlod sprogskolen i Sucre for at drage mod San Lucas. Næsten to måneder er der gået, hvor vi har brugt al vores arbejdstid – og ikke så lidt fritid - på arbejdet med vores sundhedsprojekt.

Bolivia er delt op i departementer, som kan opfattes som pendanter til vores regioner derhjemme, blot mange gange større. Chuquisaca departementet, som vi bor og arbejder i, er næsten 10.000 kvadratkilometer større end Danmark (som kun dækker 43,098.31 km²), men vanvittigt tyndt befolket. Det er også det fattigste område i Bolivia. I alt bor her i omegnen af en halv million mennesker, heraf hovedparten i storbyen Sucre. Inden for Chuquisaca departementet findes flere kommuner. San Lucas er kommunen, hvor vi bor og arbejder. Kommunens areal svarer til ca. to gange Fyns størrelse, hvoraf vores indsatsområde udgør ca. halvdelen.

Kort over Bolivia med inddeling i departementer. Vi arbejder i Chuquisaca. Pilen viser hvor vi bor i San Lucas.

Det meste af dette indlæg blev skrevet på en stenbesat skråning uden for en lillebitte by, som hedder Sacavillque Chico. Byen, om man vil, ligger kun 120 km fra hvor vi bor, men det tager alligevel seks timer at køre derud. Bortset fra 10 minutter på asfalt foregår hele turen nemlig på hullet, for hovedparten halsbrækkende smal, men meget smuk vej, på stejle bjergskråninger.

By er måske meget sagt, for området som byen udgør er ikke meget større end en fodboldbane, hvor den lokale skole fylder mindst halvdelen og resten udgøres af en lille kirke, en sundhedspost og nogle få huse, som alle er bygget af jord. Mere end en by er Sacavillque Chico samlingspunkt for alle de huse, der ligger i omegnen. Med omegnen mener jeg områder, der ligger flere timer væk til fods. –Og ”til fods” er absolut det mest anvendte transportmiddel derude.

Sigurd og jeg har netop opholdt os fire dage i dette fjerne hjørne af verden med det formål at observere arbejdet med en af vores projektaktiviteter. På vores seks timer lange køretur så vi i ny og næ et lille hus på vejen, men ellers var der intet andet mellem San Lucas og Sacavillque Chico, end uendelige vidder af goldt og ubarmhjertigt bjerglandskab og alligevel mødte vi på vejen mennesker til fods med æsler, eller slæbende på tunge ting. Hvor de kom fra der midt i ingenting ved jeg ikke; slet heller hvor de skulle hen…

Denne del af vores projekt hedder ”Skoleundervisning” og bygger på den tanke, at hvis man vil flytte noget i forhold til sundhed, så er det børnene man skal have fat i. Derfor bliver lærerne i vores indsatsområde undervist af vores bolivianske ansatte, Cristina, i emner som ernæring, udnyttelse af lokale fødevarer, hygiejne, rent drikkevand osv. Således kan lærerne, fulde af ny viden, drage hjem til deres respektive skoler og videregive deres viden og den praktiske anvendelse til skoleeleverne. Det var en spændende tur, som dog også efterlod en del spørgsmål og ikke mindst gode ideer til forbedring af undervisningen. Det er et spændende arbejde, som dog også kan være frustrerende, da der til tider er meget langt mellem boliviansk og dansk tankegang i den sammenhæng.

Sigurd og jeg var lidt af et tilløbsstykke. Jeg tror det er sjældent, at de oplever besøg af ikke-bolivianere i deres lille samfund. Da vi slog vores telt op havde vi en hel hær af tilskuere, voksne som børn, som ikke kunne dy sig for at følge med i hvad der foregik. En lille fyr på 4-5 år udbrød først ”WAUW!”, så ”SPECTACULAR!” med øjne på stilke og ærefrygt i blikket. Han var slet, slet ikke til at stå for.

Fascinationen fortsatte da vi vågnede den følgende morgen og hørte hviskende stemmer udenfor, som højlydt gispede og derefter holdt vejret i spænding da vi lynede lynlåsen op og kravlede ud.

De unge piger i landsbyen syntes også, at vi var spændende – og nok også lidt mærkelige og fremmede. De nærmede sig forsigtigt, fnisende og ville gerne snakke og så alligevel ikke. Måske syntes de, at det var lidt farligt.

Lourdes på 15 år spurgte mig om ikke jeg kunne tage hende med til Danmark. Da jeg spurgte hende hvorfor fortalte hun, at hun ikke gad gå i skole. Jeg forsøgte at forklare, at uddannelse er vigtig – og gik så i stå, for hvordan skulle jeg få det til at give mening for en 15-årig, som bor midt i ingenting i et af verdens fattigste områder – og som havde et 8 måneder gammelt barn på armen?

Fattigdommen var udtalt, langt mere end vi sædvanligvis oplever i San Lucas. Det er pudsigt som man kan opleve, at man tror man selv bor på landet, og så viser det sig, at man i virkeligheden bor i en storby, hvor de generelle levevilkår for hovedparten af befolkningen faktisk er ganske gode til sammenligning.

Vi begynder lige så stille og roligt at blive fortrolige med arbejdet, selv om der aldrig er to dage, der er ens og det stort set er umuligt at planlægge sin arbejdsuge, da der altid dukker et eller andet uforudset op, som man er nødt til at forholde sig til. Men vi nyder hinanden, tiden og de smukke omgivelser, og så er vi gode til at hygge os med vores gode naboer og kolleger, Jonas og Emilie.

I slutningen af marts prioriterede vi at holde lidt fri, og fik brændt noget af vores opsparede overarbejde af. Vi havde en dejlig ferie, som blandt andet involverede flere dage på hesteryg i Bolivias vilde vesten, og deraf følgende vanvittigt ondt i røven. Vi tog også en tur til saltørkenen Salar Uyuni, som er et helt fantastisk naturfænomen, og nåede til sidst at tilbringe et par dage i den smukke koloniby Potosi, som især er kendt for sine sølvminer. Alt i alt en fantastisk tur, som bestemt kun indbyder til mere udforskning af dette smukke land, som vi er så heldige at bo i.

/Lærke

Bilen bliver pakket til fire dage på landet.

Kogekonerne hjælper til, og der skal pakkes både mad, gasflasker og store gryder, da de skal stå for forplejningen til cirka 40 personer

Vores depotbestyrer, Lourdes er mor til søde Albert, der altid er med på arbejde.

Amalia og Candelaria, to af vores seks kogekoner.

Mand med æsler midt i ingenting

Smal vej, som dog andre steder var både smallere og stejlere - og med mere lodret fald.

Mænd midt i ingenting, der bærer på tung stållåge.

Uendelig udsigt til goldt bjergpas

Mere udsigt. Der var koldt deroppe i 4 kilometers højde.

Sådan løber vejen langs med bjergsiden

Det er en udfordring at møde modkørende. Det kræver en tunge, der ligger lige i munden og en chauffør, der ikke er bange for at køre helt ud til kanten. Heldigvis var vi inderst i dette tilfælde, og vi fik sneget os forbi hinanden med en margin på maksimalt en centimeter.


Kvinde i vejkanten.

Sacavillque Chico. Der er det der er. Ikke mindre og slet ikke mere.

Udsigt til området omkring "byen".

Lærerne indtager undervisningslokalet for et par dage

Der var mange nysgerrige, der kiggede ind for at se hvad der foregik

Hende her var datter til en af lærerne

Og hende her var bare nysgerrig

Mere nysgerrighed.

Madpyramiden, eller tallerkenmodellen om man vil

Sigurd pumper luftmadras op. Det var spændende.

Det var også spændende at kigge ind i teltet.

...Og se hvad der kom ud af det om morgenen...

Det eneste rindende vand i byen løber i en kontinuerlig strøm her. Lidt længere oppe af bakken går der grise og høns og hygger i det selv samme vand.

Man kan gå i bad...

...Og vaske op og vaske tøj og drikke vand når man er tørstig, selvfølgelig.

Lerhuse og legende børn

Lokal kvinde, der spinder uld

Børn i klasselokale

Der leges

Lokale afgrøder til madlavning

Vores kogekone Amalia

Mand med æsel

Alle hjælper hinanden. Voksne som børn.

Brødovn

Der skal brænde til.

Bageriet

Brødene bæres til ovnen

Og er klar til bagning

Der bages

Og laves mere dej. Hver anden dag bages der brød til de næsten trehundrede elever, som hører til skolen.

Unge piger

Forberedelser til produktion af lokal brændevin lavet på majs

Brændevinen opbevares i disse krukker, hvor det gærer.

Pigerne er nysgerrige, og en smule forsigtige

To smukke 15-årige piger. Lourdes til højre.

Denne unge pige blev som så mange andre mor som 15-årig. Nu er hun 21 og har tre børn.

Småpiger, der leger

Tidlig morgen

Sacavillque ligger i et dalområde, i kun cirka 2000 meters højde. Derfor er der mere frodigt, varmere og også mere frugt end i San Lucas. Her køber vi masser af friske appelsiner.