¿Qué hemos hecho?: Dansk kultur blegner IKKE i bengalsk belysning

En ting man hurtig bider mærke i, her i Bolivia, er den manglende forståelse for hygge og sådan noget som hyggelys. Det betyder ikke, at de ikke har evne og lyst til at have det godt, men den danske form for hygge, er vist et unikum fra de danske egne; og den kan man faktisk godt savne så langt fra familie, venner og varme tehætter.

Så er det heldigt, at vi i samlet flok, som danske kooperanter, kan undgå assimilation i den bolivianske kultur og holde fast i danske værdier som hygge, med en forkærlighed for de kætterske glødepærer, som ikke er forbudt og forsvundet fra markedet herovre. Havde vi som udlændinge i Danmark arbejdet for at holde fast i vores etnos og dyrke dette, var vi måske nok blevet stigmatiseret som rigide. Men hvorfor er det mon, at man ikke blot lader sig socialisere ind i fremmede tankestrukturer og traditioner? Ikk’ jeg ved det. I stedet for et enten/eller er sandheden nok, at man sorterer i alle de fremmede indtryk og værdier, man støder på. Selv oplever jeg en glæde ved den bolivianske langsommelighed. Den tvinger os ned i tempo og destruerer muligheden for at planlægge alt, hvilket der kan være stor værdi i. I stedet for at designe livet, er vi heldigvis tvunget til at modtage det. Den depraverede værdi i rastløs nydelse og nervøs egocentrering, som på mange måder har vundet den danske værdipolitiks holmgang, findes ikke på samme måde her.

Mens mañana-attituden har sine fordele, er det også et frustrationspunkt. En aftale er aldrig en aftale i Bolivia. Det har vi sandet gang på gang i den korte tid, vi har opholdt os her. Jeg ved ikke, om vi på noget tidspunkt vænner os til den manglende kongruens mellem aftaler og praksis; ifølge Jonas, aldrig. Tilliden til overensstemmelse mellem aftale og virkelighed kan den stærke elektriske belysning imidlertid ikke blegne. Vi går gang på gang i fælden.

På sprogskole i u-hyggelige omgivelser.

For snart fire uger siden begyndte Lærke og jeg vores sprogskoleophold i byen Sucre. Byen er en utroligt smuk med hvidkalkede facader og kolonibyggerier. Modsat San Lucas genkender vi mange elementer fra en dansk storby i denne. Cholitaerne (kvinder, der bærer oprindeligt tøj), findes også her, men de trives side om side med mistoza’erne, som de moderne klædte kvinder kaldes. Og selv om Bolivia er et katolsk land, og religion er en elementær del af hverdagen, opfører de unge sig som andre i Danmark: drikker mange øl, fester og gør, hvad mænd og kvinder nu engang gør. Også før ægteskabet.

Denne Sydamerikanske storby med dens kosmopolitter var i en lille måned vores hjem. Den ligger dejligt centralt og tæt på sprogskolen. Den første dag på skolebænken målte vi afstanden i tid til små 15 minutter. Modsat den øvrige bolivianske kultur praktiserer de her punktlighed og slidsommelighed. Det var hårdt at begynde i skole på ny, men vi nød det begge. Undervisningen var struktureret sådan, at Lærke og jeg om morgenen havde hver vores underviser fra kl. 8:15 til12:15 til eneundervisning i spansk grammatik, og om eftermiddagen, fra kl. 14:30 til 16:30, byttede vi så underviser og havde samtale på spansk. Læringskurven var fra første dag stejl. Vi fik begge fyldt godt med gloser og grammatik på de ivrige hjerner, som længtes efter at sammensætte mulige og umulige sætninger. Men som det gælder så meget andet, er spansk ingen hore, der kaster sig om halsen på både dem, der begærer og ikke begærer den. Snarere er den så knibsk en skønhed, at selv den, der ofrer alt for at få den ikke bør føle sig sikker på dens gunst. Selvom vi måske ikke fik den lokket i seng, fik vi da nok omsat vores intense flirten til et kys og et kærtegn. Efter de tre uger føler vi os i hvert fald godt rustede til at påtage os de vanskeligheder, der ligger på lur på den bolivianske altiplano.

Kirkegården i Sucre. Mausoleerne strækker sig i det uendelige.

Hvis man er fattig må man nøjes med at blive lagt i jorden.

Klar, pirat, start. Nu skal vi gå en tur.

Kvinde med barn i Sucre. Barn væbnet med vandpistol.

Emilie kigger på blomster ved kirkegården i Sucre.

Smør på begge sider

De fire ord beskriver ret præcist vores afbræk fra sprogskolen. Efter to uger i sadlen med seks timers daglig undervisning eksklusive lektier, besluttede vi at passe lidt på os selv og vores nerver. Foruden sprogskolens udfordringer, havde Sucre forvandlet sig til en slagsmark i stive bolivianere og vandballoner; alt sammen pga. et årlig karneval. Hver februar omdannes alle større byer til en krigszone, hvor kast først og kast så på ny, er det eksisterende modus. Som kammerater i krig, gik vi spejdende og stressede igennem byen til og fra sprogskole. Flere gange fik de os. De skiderikker. I weekenden, hvor karnevallet kulminerede fandt vi vej til et paradis på jord.

Det kosmopolske ægtepar, June og Ed, fra henholdsvis England og Canada, mødte hinanden i Frankrig og sejlede verden tynd, for derefter at slå sig ned i Bolivia. De har, i midten af ingenting, skabt et perfekt refugium til danskere i nød. Placeret højt og med bjerge til alle sider, havde vi her mulighed for at lade op og behandle de flossede nerver. Med badekar i midten af vores værelse kunne vi nyde de paprika-røde bjerge, som vores panorama-vindue forærede os udsigten til. I et stort åbent vakuum af stilhed foran hovedhuset, ligger der en dejlig pool, som Lærke sprang i et par gange. De to dage, vi havde derude, brugte vi på samtale med ejerne og den eneste anden gæst, samt hinanden, god mad, vin og brætspil.

Paradis for to trætte danskere.

Lærke aer de to hunde, som permanent boede i paradis.

Uvejr udenfor paradis - selvfølgelig.

Badekar med paradisisk udsigt.

Morgendis og solopgang.

Første ”rigtige” møde med arbejdet

Vores første uge i San Lucas i januar måned bar præg af afskedsfest og andre meget konkrete nødvendigheder. Derfor mener jeg, at vi først nu har gjort det første bekendtskab med arbejdet her i San Lucas. Vi ankom til San Lucas søndag den 24. februar og skulle rigtigt til at indrette os. Tidligere havde andre danskere jo boet på vores værelse. Men som tidligere forklaret, kan man intet planlægge her i Bolivia; man må modtage livet. Jeg modtog dårlig mave og høj feber. Med 39,5 var jeg dårligt behjælpelig med indretningen af vores nye hjem – ja nok nærmest modsat. Som den bedste kæreste servicerede Lærke mig med film, mad og drikke – og fik skik på hjemmet. Efter to dage i hendes kyndige hænder var jeg på benene igen, og sammen kunne vi nyde vores nye hjem og arbejde.

Torsdag den 28. februar blev vores kogekoner – de kvinder, som laver mad til os og lokale, når vi tager på landet og underviser i fx hygiejne – inviteret hjem i vores hus, Casa Blanca, hvor en af vores ansatte faciliterede undervisning i næringsrig mad og hygiejne.

Holdet iført hygiejnekorrekt tøj.

Lærke cracker jokes med kogekonerne.

Lærke og kogekonen Amalla gennemgår opskrift. Det er svært, når man plejer at arbejde uden.

Amalla, Inocencia og Candelaria laver mad ved vores komfur.

I fredags, den 1. marts, fyldte Lærke 29 år. Det fejrede vi på den ”rigtige” danske måde (:-)) med morgensang, smørboller og kanelsnegle og tidligt fri fra arbejde. Sammen med Jonas og Emilie havde vi en skøn eftermiddag og aften, hvor vi spillede spil, drak vin og drinks og hyggede.

Dovne lørdag. Sådan oplevede vi vist begge dagen i går, den 2. marts. Og det selvom vi arbejdede en masse. Lærke plantede koriander og andet dejligt, mens jeg ordnede døre og låse, der ikke ville virke. Vi har så meget livslyst og energi herovre. Den dybblå himmel har slået rod i os. Vi har indre blå himmel begge to.

I dag var vi på marked og købe nye høns. De har det godt, og hakkeordenen (i sin mest bogstavelige forstand) gør sit til, at alle kender deres plads i hønsegården. Evita er leder og de andre makker ret; selvom den ene vist har lidt anarki i sig. Selvom de endnu ikke er navngivet, tror jeg, vi har en lille Simon Bolivar i hende.

Sigurd//