¿Qué hemos hecho?: Tynd luft og fed stemning

Tårevædet farvel. Først i Aarhus, så i Kastrup. To timers flyvetur til Heathrow. Tre timers transit i Heathrow. Ti timers inflight entertainment over atlanten. To timers security check i Miami. To timers forsinkelse i Miami pga. tekniske problemer. Syv timers turbulent flyvetur til La Paz.. 26 timer i alt.

Trods de mange strabadser og den manglende søvn, forlader vi glade og forventningsfulde American Airlines Boeing 757. Medicinstudiet og travlheden optil afrejse er parkeret i glemslen og med fremadskuende blikke tørner vi hovederne mod den tynde bjergluft. Først upåvirkede, men ved første fysiske udfordring (snørebåndene skulle bindes) hiver og flår vi efter hver enkelt oxygenmolekyle, der trækkes kan ud af luften. Hovedpinen trænger sig på men skydes hurtigt væk, da velkomstkomiteen – Jonas og Emilie – med varme knusere og kærlig omsorg modtager os. Turen fra lufthavnen i El Alto – som ligger 300 meter over La Paz bycentrum, hvor vi bor – og til vores hotel går med grin, gensynsglæde og historier fra San Lucas til den charmerende steward, som i store træk gjorde rejsen udholdelig for os.

De første dage går med akkreditering, som i store træk går ud på, at vi skal have arbejdstilladelse, kørekort, visum og andre formelle ting på plads. Der kræves utallige papirer og kopier og stempler og besøg på alverdens forskellige kontorer. Men det er gået strygende! Ifølge Jonas og Emilie er akkrediteringen aldrig gået mere smerterit i IMCC’s historie. Hvad der er afsat ti dage til, har vi klaret på den halve tid. Det ellers massive bolivianske bureaukrati blev gennembrudt af Lærke og Emilies uimodståelige charme og varme (flirtende?) smil :-).

Selvom vores første møde med bureaukratiet ikke har voldt os de store problemer, ser vi dagligt eksempler på dets eksistens. Ved køb af to kalendere og to notesbøger, var vi igennem tre ansatte før købet var gjort og bøgerne vores. Den første ansatte tog i mod bestilling af bøgerne. Den anden afregnede købet af bøgerne, mens den tredje udleverede bøgerne. Er det måske opskriften på en lav arbejdsløshed?

La Paz er ikke den beskidte storby, som vi havde ventet den ville være. I stedet er den fyldt med farver, dufte – og lugte – og mennesker, som generelt efterlader én med et godt indtryk. Vi har spist ude alle aftener. Den 16 januar fejrede vi Lærkes fødselsdag på La Suisse. Med drinks og lækker mad, blev Lærke budt velkommen i de voksnes rækker. Eller.. Lærke har faktisk først fødselsdag i marts, men da vi i løbet af aftenen havde overværet fire andre fødselsdage, hvor personalet gav kage og sang, kunne Sigurd ikke modstå fristelsen til at snige sig hen for at fortælle, at også Lærke havde fødselsdag – til stor jubel og krampefremkaldende grin hos hele selskabet, da der overraskende kom kage og fødselsdagssang i vores retning. Foruden den spanske fødselsdagssang, kastede personalet sig noget modvilligt og udtryksløst ud i den engelske version med rimelig succes. Alt i alt en ganske suveræn aften!

I morgen, lørdag den 19. januar, kører vi mod San Lucas. Vi glæder os til at møde Christoffer og Katrine og de ansatte på projektet. Og så ser vi frem til at hilse på den by, som vi skal kalde ”hjem” det næste års tid. Hurra for IMCC-Uland. Vi er allerede vilde med at være her!!

/Sigurd